Tottenham Hotspur Stadium kåret til verdens bedste stadion
Det kostede over otte milliarder kroner at bygge, men det er nu også blevet kåret til verdens bedste stadion.
For 11. år har TheStadiumBusiness Awards kåret verdens bedste stadion, og den pris er i år tilfaldet Tottenhams hjemmebane.
Et panel af industrieksperter og ledere fra stadioner rundt omkring i verden har kåret vinderen ud fra kriterier som events, fanoplevelse, innovation, bæredygtighed og teknologi.
Her tog Tottenham prisen for næsen af stadioner som Chase Center i San Francisco, Coca-Cola Arena i Dubai og Optus Stadium i Perth.
– Siden åbningen i april 2019 har det nye Tottenham Hotpsur Stadium med plads til 62.000 tilskuere sat et nyt niveau for fanoplevelsen i europæisk fodbold, lyder beskrivelsen af, hvorfor Tottenhams stadion blev valgt.
– Det populært designede spillested har en fuld udtrækkelig spilleoverflade, og er det første specialbyggede hjem for NFL i Europa, og det er designet til at levere en enestående atmosfære på kampdage til både sport og underholdning.
I alt kan Tottenham Hotspur Stadium huse 62.303 tilskuere.