Mignolet: Ingen tegn på nerver
Liverpool fører Premier League med fem point ned til Chelsea, mens Manchester City er seks point bagud med en kamp i hånden.
På søndag mødes to af titelkandidaterne, når Chelsea gæster Liverpool på Anfield. På trods af den enorme betydning, sporer Simon Mignolet ingen nervøsitet i Liverpool-truppen forud for de tre sidste kampe.
– Der er ingen tegn på nerver i truppen, fortæller Mignolet til Liverpool Echo.
– Vi tager én kamp af gangen, hvor vi hver gang vil gøre vores bedste.
– Det handler ikke om at forestille sig, at vi vinder titlen. Det handler om at præstere på banen. Der er ingen, der tænker på, hvad der kan ske den 11. maj (sidste spillerunde, red.). Vi forebereder os bare på Chelsea-kampen.
– Vi ved, at det er op til os selv, så det handler om, at vi er fokuserede på hver kamp.
Liverpool sejrede i weekenden ude mod Norwich, mens Chelsea tabte til Sunderland, der ligeledes har taget point fra Manchester City.
– De tre point mod Norwich var meget vigtige for os. Før kampen fortalte Brendan Rodgers (Liverpool-manager, red.), at Chelseas nederlag mod Sunderland var en advarsel om, hvad der kan ske i Premier League.
– Ligaen er vanskelig, hvilket vi har set med Chelsea og Citys pointtab.
Liverpool kan som tidligere nævnt se frem mod endnu en storkamp på søndag, når Chelsea gæster Anfield, hvor Mignolet håber, at klubbens måltotal bliver øget yderligere.
– Norwich kæmper med om nedrykning og gjorde det svært for os, men vi klarede opgaven. Nu ser vi frem mod en stor hjemmekamp mod Chelsea.
– Vi er et angrebshold. Vi har scoret 96 mål i ligaen allrede, og det er et udmærket antal. Forhåbentligt, kan vi fortsætte sådan i de tre sidste kampe og afslutte sæsonen stærkt.