Var Chelsea-køb på Putins opfordring? Abramovich afviser anklager
Chelsea-ejer Roman Abramovich bliver i en bog beskyldt for at have købt Chelsea på ordrer fra Vladimir Putin, men i et sjældent interview afviser den russiske milliardær nu selv beskyldningerne, der også var fremme i 2018.
– I dag har mine juridiske repræsentanter udstedt retssager i England i forbindelse med en bog, der blev udgivet i Storbritannien, fortæller han til Press Association.
I bogen anklager den russiske milliardær Sergei Pugachev, som engang er blevet kaldt for Putins bankmand, at Abramovich købte Chelsea på den russiske præsidents opfordring tilbage i 2003.
Det kan Chelsea-ejeren dog ikke nikke genkendede til, og derfor har han set sig nødsaget til at udtale sig offentligt – noget han ellers normalt ikke gør sig i.
– Bogen indeholder et antal falske og ærekrænkende udtalelser om mig, inklusiv mit køb, og aktiviteterne i Chelsea, siger Abramovich.
– Dagens handling blev ikke taget let. Det har aldrig været min ambition at få en offentlig profil, og jeg har altid været tilbageholdende med at give kommentarer til alle sager, herunder falske eller vildledende udsagn om mig eller Chelsea.
– Det er dog blevet klart, at disse falske beskyldninger i denne bog har en ødelæggende effekt – ikke kun på mit personlige omdømme – men også på respekten for aktiviteterne i Chelsea.
Abramovich fortæller også, at han har arbejdet på, at der ikke skulle komme en retssag ud af beskyldningerne, men at det ikke er lykkedes, da bogudgiveren ikke har lavet rettelser.
Hvad drejer sagen i korte træk sig om?
Tilbage i 2018 sagde Sergei Pugachev i Højesteretten, at Putin havde opfordret Abramovich til at købe Chelsea. Dengang tabte Pugachev sagen.
Han har nu gentaget sine beskyldninger mod Chelsea-ejeren i bogen Putin’s People, hvilket har fået Abramovich til at sende sine juridiske repræsentanter på arbejde.