Hvis Ødegaard er for dyr: Arsenal kigger på tidligere Liverpool-transfermål
Tilbage i 2018 nåede Nabil Fekir både at posere i Liverpools røde trøje og give et interview til klubbens hjemmeside inden handlen faldt til jorden i allersidste øjeblik grundet forskellige syn på hans helbred.
Men nu kan den franske landsholdsspiller måske alligevel få muligheden for at trække en ikonisk rød Premier League-trøje over hovedet. For Fekir, der efter det mislykkede skifte til Liverpool i 2019 tog til Real Betis, er ifølge Goal blevet identificeret af Arsenal som en mulig forstærkning denne sommer.
The Gunners vil dog helst købe den nuværende lejesvend, Martin Ødegaard, fri af Real Madrid. Nordmanden har stor succes på The Emirates, men det ventes, at Los Blancos vil bede om mindst 50 millioner pund for en permanent handel.
Den slags penge har Arsenal ikke, og Goal beretter, at 27-årige Fekir blot ville koste beskedne 26 millioner pund til sammenligning. Playmakeren har etableret sig som en af La Ligas bedste kreative profiler siden ankomsten i 2019 og har i denne sæson bidraget med tre scoringer og fem assists.