Særlige regler for indrejse: Sådan kommer man til Baku
På Udenrigsministeriets rejsevejledning er Aserbajdsjan stadig markeret med farven orange.
Det skyldes, at EU endnu ikke har truffet en beslutning om at åbne for indrejse fra Aserbajdsjan.
Har du alligevel planer om at tage den lange rejse til Baku og støtte landsholdet, så er der nogle særlige regler for indrejse til Aserbajdsjan, som man skal være opmærksom på. Det gælder især visum og timing af PCR test.
Der har tidligere været snak om, at en fodboldbillet ville være så godt som et visum, men sådan er det ikke.
– Danske statsborgere og statsløse personer, som har permanent opholdstilladelse i Danmark, kan søge om visum i forbindelse med Danmarks kamp i Baku. Hvis man ikke er dansk statsborger eller statsløs med permanent opholdstilladelse i Danmark, kan man ikke søge om visum til Aserbajdsjan på basis af fodboldkampen, lyder det på um.dk.
På tre dage kan man få et visum til $23, og for $51 kan man få et hastevisum på tre timer, som begge er gyldigt 90 dage, og giver ret til at opholde sig i landet 30 dage. Man kan også få et visum udstedt ved ankomst, men det frarådes af de lokale myndigheder.
Det er ikke et krav at have en billet til kvartfinaleopgøret i sin visumansøgning, men man skal vise sin kampbillet ved grænsekontrollen.
Derudover er det også nogle for PCR test:
– Rejsende skal medbringe en gyldig PCR test også selvom man er vaccineret eller tidligere smittet. Der er krav om karantæne for indrejsende. UEFA billetholdere er dog undtaget fra landets karantænekrav, hvis de ved indrejse kan fremvise en max 72 timer gammel negativ PCR-test. Der kræves ikke fremvisning af test ved indgang til selve stadionet, oplyser Udenrigsministeriet.
– Ved afrejse fra Aserbajdsjan skal der igen fremvises en negativ PCR test som er max 72 timer gammel ved afrejse.
Besøg Udenrigsministeriets hjemmeside for at se rejsevejledningen til Aserbajdsjan.