Partey er lige landet: Jeg er klar til at spille City-kampen
Thomas Partey nåede at fuldføre et skifte til Arsenal på Deadline Day forrige mandag, men måtte næsten øjeblikkeligt rejse på ny, da han var udtaget til det ghanesiske landshold.
Han har altså knap nok trænet med Arsenal endnu, men det ændrer ikke på, at midtbanespilleren er klar til at give sig selv en potentielt svær debut mod Manchester City lørdag.
– Jeg er lige ankommet, men jeg er klar til at spille, selvom jeg har brug for at lære spillestilen. Jeg kan godt lide at spille storkampene, men det hele afhænger af træneren, og om han ønsker, jeg skal spille lørdag eller ej, siger Partey i sit første større interview med Arsenal.
– Jeg føler ikke, der er noget pres på mig. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv, og det handler om at lære hurtigt, så man hurtigt kan vænne sig til det, og hvordan det fungerer.
Arsenal gæster Etihad Stadium på lørdag klokken 18.30. Om vi får Partey at se fra start, ved vi en time inden.