Solskjærs hovedbrud: To stjerner misser Newcastle-opgør
Når Ole Gunnar Solskjær skal sætte sit hold til lørdagens kamp mod Newcastle, må han undvære to store navne.
For Anthony Martial afsoner sin første karantænedag efter det røde kort mod Tottenham i den seneste Premier League-kamp. Samtidig er Edinson Cavani også ude.
Det bekræfter Manchester United på sin hjemmeside.
Edinson Cavani blev hentet til Manchester United på en fri transfer den 5. oktober, men grundet coronareglerne skal han nu selvisolere sig i 14 dage.
Derfor er han ikke i spil til kampen mod Newcastle i weekenden, men derimod kan han være klar til at få debut for Manchester United den 20. oktober mod Paris Saint-Germain i Champions League.
Edinson Cavani har senest spillet for Paris Saint-Germain, hvor han i en årrække var en flittig målscorer.
Ole Gunnar Solskjær kan nu tænkes at smide Odion Ighalo eller Mason Greenwood i angrebet mod Newcastle.