Britisk blod: Newcastle vil have engelske landsholdsspillere
Philippe Coutinho, Nabil Fékir og Edinson Cavani er blot nogle af de navne, der er blevet rygtet til Newcastle de seneste uger, men the Magpies er bestemt ikke kun på jagt efter udenlandske stjerner.
Tværtimod rapporterer 90min, at klubben vil forsøge at investere i britiske spillere.
Der er allerede lavet en liste over de spillere, man vil forsøge at købe, og her er både John Stones og Chris Smalling inkluderet.
Dermed er det to spillere, der er med på det engelske landshold, og som hver især har spillet på det højeste niveau i Premier League, som Newcastle vil forsøge at gafle i det kommende transfervindue.
Ydermere har Newcastle de to Norwich-spillere, Jamal Lewis og Max Aarons, på blokken, mens også Todd Cantwell og John McGinn bliver nævnt som emner for the Magpies, der altså lader til at ville forsøge at bygge en britisk stamme op på holdet.
Derudover har klubben også lejet Danny Rose i øjeblikket, og forsvarsspilleren kan måske også ende i klubben på permanent basis.