Klopp forklarer: Derfor frygtede jeg at blive fyret af Liverpool
Hvis Jürgen Klopp forlader Liverpool før 2024, bliver det næsten med garanti på eget initiativ, for det er svært at se det hele gå så galt, at klubben skulle fyre ham før da.
Men så sikker har tyskeren ikke altid følt sig i trænersædet, og Klopp vidste godt, at der skulle leveres lovende resultater hurtigt, hvis han skulle beholdet trænerjobbet på Anfield.
– Jeg blev nødt til at opfordre ledelsen om at give mig tid. Jeg var aldrig før blevet fyret i min karriere, men jeg vidste godt, at jeg nu var havnet på et nyt niveau, og kunne jeg ikke levere resultater hurtigt nok for Liverpool, ville jeg blive fyret, fortæller tyskeren, der overtog klubben i oktober 2015, til Sky Sports.
Der gik dog ikke lang tid, før Klopp kunne se, at han havde overbevist klubledeldsen om, at han havde gang i noget godt.
– Jeg bad om tid, og det var derfor, jeg i min første pressekonference sagde, at der ville være sket noget godt efter fire år. Men allerede efter syv eller otte kampe havde vi gang i noget godt, og ejerne var meget positive omkring situationen med mig og mine trænere allerede, siger Klopp.
– Allerede efter det antal kampe kunne de se, at vi var på den rette vej.