Disse rekorder kan Liverpool stadig slå
Lørdag aften mistede Liverpool muligheden for at tage rekorden for den længste ubesejrede stime denne sæson, mens klubben heller ikke kan gå ubesejret gennem sæsonen ligesom Arsenal gjorde det i 2003/04-sæsonen.
Men der er en række andre rekorder, som Liverpool fortsat kan nå at snuppe i denne sæson.
Pointrekord
Først og fremmest er Liverpool fortsat på sikker kurs mod at tage rekorden fra Manchester City, der i 2017/18-sæsonen fik 100 point. Liverpool skal bruge 22 point ud af 30 mulige for at overgå the Citizens.
Flest sejre
I de to seneste sæsoner har Manchester City vundet 32 kampe, hvilket er rekord. Liverpool er allerede nu på 26 sejre, og med 10 kampe tilbage er chancen ganske god for at tage den rekord.
Flest udebanesejre i en sæson
Også denne rekord sidder Manchester City på netop nu. 16 udebanesejre tog klubben i 2017/18-sæsonen. Hvis Liverpool vinder resten af udebanekampene, når klubben op på 17.
Flest hjemmebanesejre i en sæson
Både Chelsea, Manchester United og Manchester City har vundet 18 hjemmebanesejre i én sæson. Indtil nu har Liverpool vundet samtlige hjemmekampe i denne sæson, og hvis den tendens fortsætter, snupper the Reds rekorden.
Største titelmargin
Det var med stor overlegenhed, at Manchester City vandt titlen i 2017/18-sæsonen. 19 point ned til nærmeste forfølger havde klubben dengang. I øjeblikket har Liverpool 22 point ned til Manchester City, så den rekord er bestemt også mulig at tage.