Lampard: Top fire vil være en stor præstation
Chelsea skuffede endnu engang, da klubben kun hentede 2-2 ude mod Bournemouth lørdag eftermiddag, men the Blues er fortsat at finde på fjerdepladsen i Premier League.
Der resterer 10 runder af sæsonen, og der kan stadig ske mange ændringer i kampen om den sidste Champions League-plads. Selvom Chelsea står med de bedste kort på hånden for at nappe pladsen, vil det ifølge Frank Lampard kræve en stor præstation.
– Sådan som sæsonen har udformet sig, skal vi være tilfredse med at være på fjerdepladsen, fordi folk tvivlede på, om vi ville opnå det, men det betyder intet på dette tidspunkt af sæsonen.
– Vi skal fortsætte med at fighte og arbejde. Hvis vi kan slutte i top fire, mener jeg, at præstationen er stor, men vi er langt det endnu, siger Frank Lampard til Sky Sports.
I den resterende del af sæsonen skal Chelsea blandt andre møde Manchester City, Liverpool og Wolves.