Sporting kan blive slæbt i retten efter Fernandes-salg til United
575 millioner kroner kan Sporting reelt set få ud af at have solgt Bruno Fernandes til Manchester United, men klubben lader dog til at have glemt en vigtig ting, og det kan nu få konsekvenser.
For ifølge den portugisiske avis A Bola har Sampdoria ret til 34 millioner kroner, som svarer til 10 procent af den profit, som Sporting har lavet på Fernandes. Men de millioner har den portugisiske klub endnu ikke betalt.
I første omgang er klubber gået i gang med at snakke om sagen, men hvis de ikke bliver enige, kan det føre til, at Sampdoria sender en klage afsted til FIFA, der så skal håndtere sagen.
På nuværende tidspunkt arbejder Sporting efter sigende på at finde ud af, om klubben stadig skal betale 10 procent af profitten, da Bruno Fernandes undervejs i tiden i klubben har underskrevet en ny kontrakt.
Derfor mener Sporting ikke, at midtbanespilleren længere var på de samme betingelser som under sin oprindelige kontrakt. Som regel er det dog ligegyldigt i forhold til videresalgsklausuler.
Bruno Fernandes har som sådan ikke noget at gøre med sagen, der er kamp mellem klubberne – og Manchester United skal heller ikke være bange for at blive inkluderet.