Før Adrian: Liverpool fik afvist 135 millioners bud på ung keeper
Liverpool kom med et officielt bud på den 23-årige Trabzonspor-målmand Ugurcan Cakir sidste sommer, men blev afvist af den tyrkiske klub.
Det påstår den tyrkiske journalist Ugur Karakullukcu.
I tyrkiske medier er landsholdsmålmanden længe blevet sat i forbindelse med netop Liverpool, og det er flere gange blevet rapporteret, at The Reds har scoutet den talentfulde målmand intensivt.
Men at Jürgen Klopp & Co. faktisk bød på Cakir, inden man i stedet valgte at signe Adrian på en fri transfer, er noget nyt.
– Liverpool ønskede at hente Cakir inden starten på sæsonen. De tilbød €18 millioner plus bonusser, siger Ugur Karakullukcu til Vole.
– Jeg fik informationen, da jeg var i Trabzon. Liverpools førstevalg var Cakir, men de blev afvist, så de signede i stedet Adrian.
Adrian har til gengæld vist sig at være en fremragende backup for Alisson, og man kan måske diskutere, om ikke €18 millioner for en reservemålmand havde været i overkanten.