Robertson afslører: Denne mand råber højest i omklædningsrummet
Adam Lallana kom på banen mod Manchester United og scorede Liverpools udligning, da de to storklubber spillede uafgjort på Old Trafford.
Det overraskede muligvis nogle, men ikke Andy Robertson, der i et interview med klubbens hjemmeside har hyldet midtbanespillerens attitude.
– Fantastisk, fordi han kæmpede med skader. Han er kommet tilbage og blevet skadet igen nogle gange, så han har kæmpet, sagde Liverpool-backen.
– Da han kom ind, synes jeg, han gjorde det fantastisk, og han ændrede kampen. At få det mål vil gøre ham og hans selvtillid godt, og jeg tror, vi vil se meget mere til ham.
Robertson har over for Liverpools hjemmeside også åbnet op, hvilken effekt, Lallana har i omklædningsrummet inden kampene.
– I omklædningsrummene inden kampen er han en af dem, der råber højest. Han kunne lige så godt være stille, da han er på bænken og ofte ikke spiller. Han har – sammen med de andre gutter, der ikke spiller lige så meget, som de ville have ønsket – ageret fantastisk. Adam er topprofessionel og en super fyr, sagde Robertson.