Ikke det rette tidspunkt: West Ham-profil vil ikke til United
Declan Rice har i dette transfervindue været et af de hotteste emner i Manchester United, men i går led De Røde Djævles drømme om at sikre sig midtbanespillerens underskrift et alvorligt knæk, da West Ham ifølge Sky Sports gjorde det klart, at han ikke er til salg.
Ifølge the Independent er det dog ikke kun West Ham, der er klar til at afvise Manchester United. Mediet melder således, at Declan Rice ikke føler, det er det rette tidspunkt at drage mod Old Trafford.
Det skyldes efter sigende, at den nuværende trup er i en usikker tilstand, hvor store profiler som Romelu Lukaku, David de Gea og Paul Pogba rygtes væk, mens det samtidig er uvist, hvem der bliver hentet ind.
Som det ser ud nu, ønsker Rice derfor ikke at skifte til klubben, hvilket også gør sig gældende for Dortmunds Jadon Sancho, som også har været et transfermål for englænderne.
Udover Rice er Manchester United også blevet sat i forbindelse med midtbanespillerens holdkammerat, Issa Diop, men det går heller ikke som smurt med at få fat i hans underskrift.