Arsenal-anfører rygtes til Dortmund
Helt tilbage inden Europa League-finalen rapporterede L’Equipe, at Laurent Koscielny kunne komme til at spille sin sidste kamp for Arsenal mod Chelsea i Baku den 29. maj, og noget tyder nu på, at det rent faktisk kan have været tilfældet.
Meldingerne gik på, at den franske forsvarsspiller var på udkig efter en ny udfordring, og hidtil havde kontraktforhandlingerne mellem ham og Arsenal ikke ført til nogen ny aftale.
Han står til at have kontraktudløb næste år, og det er ved at være sidste udkald for den 33-årige midterforsvarer, hvis han skal prøve noget nyt i sin karriere. Det kan han dog få muligheden for hos Dortmund.
Den tyske avis, Bild, skriver nu, at Dortmund ser Laurent Koscielny som en seriøs mulighed, og hans store erfaring bliver set som et plus for det relativt unge tyske mandskab. Derimod bliver hans alder set som en negativ ting.
Laurent Koscielny kom til Arsenal i 2010, og han har spillet 353 kampe for the Gunners, hvor han er anfører.