Hazard ønsker Pogba til Madrid: Jeg vil spille med de bedste
Torsdag aften blev Eden Hazard officielt præsenteret som ny Real Madrid-spiller foran 50.000 begejstrede fans på Santiago Bernabeu.
Samme oplevelse så han gerne, at Paul Pogba og Kylian Mbappé fik denne sommer. Det erkendte han efter præsentationen i den spanske hovedstad.
– Jeg ønsker at spille med de bedste, og dem I nævner (Mbappé og Pogba, red.) er de bedste, lød svaret fra Hazard, da han blev direkte spurgt om, hvorvidt han håbede på, at de to formodede transfermål gjorde ham følgeskab.
– Men det er ikke op til mig at beslutte transfers.
Eden Hazard fik det skifte, han higede efter, men spørgsmålet er, om Paul Pogba og Kylian Mbappé også får ønsket opfyldt denne sommer.
Der er rygter om, at begge spillere ønsker at skifte til Los Blancos, men hverken Manchester United eller Paris Saint-Germain skulle være særligt beredte på at skille sig af med deres måske største stjerner.