Kabalen går op: Portsmouth-forsvarer er nøglen til Maguires City-skifte
En af denne sommers helt store transfer-kabaler i Premier League ser ud til at blive søsat i disse dage.
Den engelske landsholdsspiller Harry Maguire fra Leicester er angiveligt udset til at fylde Vincent Kompanys sko ud hos Premier League-vinderne fra Manchester City.
Men i ægte Higuain-Morata-Piatek-stil er det noget af en kabale, der ifølge Portsmouth News først skal gå op, før skiftet er en realitet.
Leicester vil nemlig først sælge Maguire til Manchester City, når de modtager en stor pose penge og ikke mindst har en erstatning på plads.
Den erstatning kan meget vel hedde Lewis Dunk fra Brighton.
Den 27-årige centerback har vist sine egenskaber som forsvarsspiller fint frem i denne sæson, og skulle Maguire blive solgt, kan Dunk meget vel være Brendan Rodgers nye krumtap i Leicester-forsvaret.
Men søreme om ikke også Brighton først vil sælge Lewis Dunk, når en erstatning er på plads inden.
Og det er her, Porsmouth News kommer ind i billedet.
Avisen mener nemlig at vide, at Portsmouths forsvarsspiller Matt Clarke er udset til at blive Dunks afløser i Brighton.
Så kabalen begynder altså i Portsmouth og kan munde ud i tre handler til en samlet værdi af over én milliard kroner.