Sherwood nedtoner Konoplyanka-rygte
Rygter fra Ukraine gik tidligere på, at Dnipro og Tottenham er tæt på en aftale for kantspilleren Yevhen Konoplyanka, men Spurs-manager, Tim Sherwood, nedtoner nu spekulationerne. Den 24-årige ukrainske kantspiller, Yevhen Konoplyanka, var i vinters sekunder fra at skrive under med Liverpool, men forhandlingerne de to klubber imellem endte aldrig ud i en reel handel, og landsholdsspilleren måtte blive hos Dnipro. Konoplyanka ligner dog stadig en mand, der ender i Premier League den kommende sommerpause, men Tottenham er for tiden et bedre bud på en kommende arbejdsgiver for den talentfulde offensivspiller. Således bekræftede hans klub Dnipro forleden, at man var i intensive forhandlinger med Spurs om et skifte til London-klubben, men manager, Tim Sherwood, afviser nu, at noget konkret er på bordet. – Konoplyanka er helt klart en spiller vi snakker om, men der er intet konkret endnu, meddelte han tidligere på dagen, inden han slog fast, at han egenhændigt bestemmer hvem der kommer til klubben denne sommer. – Vi bliver nødt til at være sikre på, at vi ser meget mere til spillerne inden vi henter dem, ikke bare højdepunkter, for vi skal være sikre på, at vi gør vores forarbejde ordentligt, fortsatte den kontroversielle manager. – Jeg vil selv skrive under med spillerne, naturligvis. Ingen andre vil være med, hvis ikke jeg tillader det. Det er ikke muligt at arbejde på andre måder, fastslog den selvtillidsfulde manager til Sky Sports. 24-årige Konoplyanka ligner muligvis en kommende Tottenham-spiller, men Liverpool er dog stadig meldt interesseret i offensivspilleren, der hidtil har spillet hele sin karriere hos Dnipro.