Kan spille sidste kamp i dag: United interesseret i Everton-profil
Idrissa Gueye var i januar et varmt emne i Paris SG, men selvom midtbanespilleren gerne ville væk, nægtede Everton at sælge ham.
Inden længe åbner transfervinduet igen, og ifølge Daily Mail er det meget sandsynligt, at Gueye her vil forlade the Toffees.
Klubben har angiveligt accepteret, at de må sælge ham, men Paris SG er ikke længere den eneste bejler.
Daily Mail melder således, at Manchester United også er interesseret i den defensive midtbanespiller, der koster £40 mio.
De Røde Djævle håber på, at 29-årige Gueyes defensive kvaliteter kan give Paul Pogba mere frihed på midtbanen, ligesom det var tilfældet under VM-slutrunden i Rusland, hvor N'Golo Kanté sørgede for de defensive pligter på Frankrigs hold.
Everton og Gueye møder senere i dag Tottenham i et opgør, der meget vel kan blive midtbanespillerens sidste for klubben.