West Bromwich-angriber til VM?
West Bromwich Albions store og stærke angriber, Victor Anichebe, kan måske få en plads i den nigerianske VM-trup til sommer.
Victor Anichebe kan få comeback på det nigerianske landshold til VM. WBA-angriberen har ellers sat sin landsholdskarriere på standby, men Nigerias landstræner, Stephen Keshi, håber på at overtale Anichebe til at tage endnu en tørn for afrikanerne, men angriberen har endnu ikke hørt nærmere.
– Vi må se, hvad der sker, siger Anichebe ifølge Birmingham Mail.
– Jeg har ikke snakket med nogen – hverken fra forbundet eller Stephen Keshi selv. Hvis jeg fortsætter med at spille godt i resten af sæsonen, kan vi tage den derfra.
– Premier League bliver fulgt overalt i verden, så det er nemt at se, hvilke kvaliteter jeg kan bidrage med.
– Jeg ved godt, at der kun er VM hvert fjerde år, og det kan være min sidste chance. Det er noget, jeg er helt klar over, men jeg har ikke snakket med nogen endnu, slår den fysisk stærke angriber fast.
Anichebe fylder 26 i næste måned. Han kom inden denne sæson til West Bromwich. Før det havde han spillet syv sæsoner i Everton.