Brighton-profil slår fast: Vi går efter et resultat mod City
Vi går en spændende weekend i møde, hvor den sidste spillerunde i denne Premier League-sæson skal afvikles.
Mesterskabet er endnu ikke afgjort, men Manchester City er sikret trofæet, hvis de vinder på udebane mod Brighton.
Det bliver dog ikke uden kamp. Det lover Brighton-midtstopperen, Shane Duffy.
– Det har været et tæt mesterskabsræs, og det bliver afgjort på sidste spilledag. Vi skal forsvare godt og ellers bare gøre vores bedste. Vi vil forsøge at vinde kampen, siger Shane Duffy ifølge Liverpool Echo.
– De vinder mesterskabet, hvis de vinder over os. Så simpelt er det. Vi går ud til kampen med en vilje og tro på, at vi kan få et resultat.
– Vi skal have fokus på os selv og slutte sæsonen godt af hjemme foran vores egne fans, slutter Shane Duffy.