Gerrard: Vi kæmper til det sidste
Steven Gerrard slår fast, at Liverpool vil kæmpe til sidste fløjt i forsøget på at vinde det engelske mesterskab.
Steven Gerrard var i weekenden med til at sænke arvefjenderne fra Manchester United med hele 3-0 på Old Trafford. Sejren betyder at Liverpool blot er fire point efter Chelsea, der har spillet en kamp mere end The Reds.
Steven Gerrard mener, at sejren over Manchester United samt klubbens nuværende placering betyder, at Liverpool nu skal tages seriøst i kampen om mesterskabet:
– Med sejren over Manchester United beviste vi, at vi skal tages seriøst i kampen om mesterskabet, udtaler Gerrard og uddyber:
– Det er ikke mange hold, som tager til Old Trafford og dominerer kampen fra start til slut.
Selvom Liverpool af mange ikke bliver udråbt som favorit til det engelske mesterskab, så har spillerne i klubben tænkt sig at gå efter titlen indtil sidste spillerunde:
– Vi er ikke favoritter til titlen, men vi vil forsøge at vinde alle de resterende kampe, slutter Gerrard.