Pochettino ser frem til Krueger-samarbejde
Southampton-manager Mauricio Pochettino ser frem til at arbejde sammen med klubbens nye bestyrelsesformand, Ralph Krueger.
Southampton nød stor succes i starten af denne sæson, men tingene blev en smule mere urolige bag kulisserne, da den nu tidligere bestyrelsesformand, Nicola Cortese, fratrådte sin stilling i januar. Cortese spillede nemlig en stor rolle i ansættelsen af Pochettino, og derfor blev der efterfølgende sat spørgsmålstegn ved Pochettinos fremtid hos The Saints.
Den tidligere Espanyol-manager har dog ingen planer om at forlade klubben lige foreløbigt.
– Jeg har et år tilbage af min kontrakt, ikke sandt? Men det garanterer heller ikke noget i fodboldverden, fortæller manageren ifølge Sky Sports og uddyber om Krueger:
– Det er selvfølgelig altid rart at have hørt nogen snakke positiv om nogen, og det takker jeg ham for. Det er klart, at denne klub har brug for ro efter de omvæltninger, der hændte i starten af januar.
– Der er to måneder tilbage af sæsonen. Der sker mange ændringer i klubben lige i øjeblikket, og det er klart, at vi har brug for gode talsmænd til at føre klubben fremad på rolig og afslappet måde.
Southampton møder Norwich på lørdag, og Pochettino fortæller videre, at han tror, at kampen kan få stor indflydelse på, hvilken placering klubben ender på.