Norwich og Stoke delte i porten
Carrow Road lagde denne eftermiddag græs til det vigtige møde mellem Norwich og Stoke, og i en tæt affære delte mandskaberne i porten ved slutresultatet 1-1.
Hverken Norwich eller Stoke kan endnu se sig fri for det grusomme nedrykningsspøgelse, og derfor var det en vigtig kamp, der udspillede sig på Carrow Road denne eftermiddag.
Stoke startede opgøret bedst, og burde være kommet foran, da Peter Crouch lidt tilfældigt kom frem til en god chance, dog var den tårnhøje angriber ikke effektiv nok, og leverede en tandløs afslutning, som John Ruddy problemløst håndterede i hjemmeholdets mål.
0-0 var pausestillingen efter en uinteressant første halvleg hvor hjemmeholdet dog gradvist blev bedre, og efter pausen fik hjemmeholdet for alvor kridtet støvlerne, og efter et kvarters spil kom de fortjent foran, da Bradley Johnson steg til vejrs tæt under mål, og pandede hjemmeholdet i front.
Stoke havde store problemer efterfølgende med at spille sig tilbage i opgøret, men med godt et kvarter igen blev de tildelt en livline, da John Guidetti fik tilkæmpet sig et meget tyndt straffespark, der sikkert blev eksekveret af den irske straffesparksekspert, Jon Walters.
Walters var dog ikke færdig med at indtage en hovedrolle, for få minutter senere tabte han hovedet og fik direkte rødt for en grim tackling, men Norwich kunne ikke lukrere på overtallet, og kampen endte med en pointdeling, 1-1, hvilket begge hold umiddelbart kan leve med i tabellens nederste halvdel.