De Bruyne: Mou forhindrede Dortmund-skifte
Kevin De Bruyne forlod Chelsea i januars transfervindue for i stedet at slutte sig til Wolfsburg i den tyske Bundesliga, men han kunne være endt i Dortmund, hvis ikke det havde været for Jose Mourinho.
Den belgiske midtbanespiller fik meget begrænset med spilletid i Chelsea, og derfor var han opsat på at finde en ny klub, så han stadig kunne være i spil til plads i den belgiske VM-trup.
Indtil videre har De Bruyne gjort det rigtig godt i Wolfsburg, som stadig har en fin mulighed for at kvalificere sig til næste sæsons Champions League.
Der var stor interesse for belgieren i sommers, da det gik op for de andre klubber, at Chelsea havde for mange spillere på midtbanen.
De Bruyne afslørede i dag i Bild, at han var meget tæt på at skrive kontrakt med Dortmund i sommer, og han havde sågar forhandlet sine personlige forhold på plads med klubben. Men ifølge De Bruyne så sagde Jose Mourinho nej.
Bild foreslår, at Mourinhos nej skyldtes portugiserens vrede over ikke at kunne få lov til at skrive kontrakt med Robert Lewandowski.
– Dette er professionel fodbold, hvor der er mange penge involveret, så nogen gange bliver der truffet nogle underlige beslutninger, siger De Bruyne.