Wenger: bliver svært at nå Chelsea
Arsenal-manager Arsene Wenger føler, at det bliver svært at indhente Chelsea, efter at man tabte med 1-0 til Stoke City lørdag.
Wengers tropper er nu fire point bagved ligaens dukse fra Chelsea og er altså nummer tre i tabellen, efter Liverpool nu er foran, på en bedre målscore.
Franskmanden beskriver nederlaget på Britannia Stadium som ‘en stor bekymring’ og ‘et stort slag’, især med tanke på, at der kun er 10 kampe tilbage af sæsonen. Da Wenger søndag blev spurgt til, hvor svært det nu ville blive at vinde mesterskabet, var manageren da også realistisk i sin tilgang.
– Vi kan ikke sige, at det bliver let. Det bliver meget, meget svært, men jeg forventede jo også at de (Chelsea red.) ville vinde mod Fulham siger Wenger, der altså godt ved, at The Gunners’ mesterskab nu hænger i en tynd tråd.
Det er ikke kun Chelsea og Liverpool, som Arsenal skal kæmpe med. Manchester City er blot to point bagved London-klubben, dette endda med to kampe i baghånden.