Wenger om nederlag: Et stort slag
Arsenals manager, Arsene Wenger, siger, at gårsdagens nederlag mod Stoke var et stort slag for klubbens mesterskabsdrømme.
The Gunners havde svært ved at skabe chancer mod de fysisk stærke spillere fra Stoke. I anden halvleg scorede Jonathan Walters så kampens eneste mål, da han udnyttede et straffespark, som Laurent Koscielny havde begået. Med nederlaget blev Arsenal overhalet af Liverpool, der fik en 3-0-sejr ude mod Southampton.
Wenger viste sine frustrationer over både straffesparket og nederlaget, og han sagde, at det skyldtes, at spillerne ikke formåede at skabe chancer nok.
– Det er ikke kun lidt bekymrende, det er meget bekymrende for os at tabe en kamp som denne. Det er et stort slag, sagde han efter kampen til TalkSport.
– For at vinde en titel skal man præstere, når det forventes, så simpelt er det.
Wenger var ikke helt tilfreds med dommerens præstation:
– Jeg synes, at vi var uheldige med at tabe. Deres mål var en gave fra dommeren, men det kan ske. Koscielny var en meter væk, hvordan skal han kunne nå at fjerne sin hånd?, spørger Wenger om det straffespark, der gav Stoke målet, hvor Koscielny blev straffet for at have hånd på bolden.
Men også sine egne spillere var Wenger ikke tilfreds med:
– Når man ikke er god nok til at skabe chancer, kan man blive straffet.
– Man er nød til at rose Stoke, de spillede med stor elasticitet, de gjorde spillet meget fysisk.
– De er det hold, der laver flest frispark, men vi formåede ikke at klare det, og så blev vi straffet, slutter Wenger.