Lampard er ikke længere i spil til Championship-job
Sky Sports kunne for nyligt berette, at Frank Lampard var blandt kandidaterne til det ledige trænersæde i Championship-klubben Ipswich. Det er dog ikke længere tilfældet.
Chelsea-legenden har drøftet jobbet to gange med Ipswichs ejer, Marcus Evans, men parterne kunne ikke nå til enighed om en aftale. Det skriver Sky Sports.
Lampard har tidligere været sat i forbindelse med jobbet som Oxford-manager, men det blev ikke til noget.
Den tidligere engelske landsholdsspiller har dog ikke lagt skjul på, at han gerne vil gå trænervejen, men det bliver altså heller ikke i Ipswich, at hans trænerkarriere starter.
Kampen om jobbet står nu mellem St Mirrens Jack Ross og Shrewsburys Paul Hurst.
39-årige Lampard arbejder i øjeblikket som ekspert for BT Sport.