Lyon-præsident: Du skal være meget, meget rig for at skaffe Fekir
Liverpool skal finde den store tegnedreng frem, hvis de vil købe Nabil Fekir denne sommer, advarer Lyons præsident, Jean-Michel Aulas.
Den 24-årige franskmand skulle være Klopps udvalgte afløser til Philippe Coutinho, men ifølge rygterne forlanger Lyon mindst £60 millioner for Fekir – hvis ikke mere, for Lyon har ikke travlt med at sælge deres stjerne.
– Der har ikke været kontakt med Liverpool eller nogen ande klub, så vi har ikke diskuteret Fekirs fremtid, siger Jean-Michel Aulas.
– Jeg ved, at Nabil gerne vil blive i klubben, nu da vi er kvalificeret til Champions League, så vi tager det stille og roligt i forhold til diskussioner om hans fremtid, siger den franske klubpræsident, som mener prisskiltet på Fekir er blevet større, efter han blev udtaget til den franske VM-trup.
– Han har på fantastisk vis vundet retten til at rejse til Rusland med Frankrig, hvilket giver ham endnu mere status. I øjeblikket er der altså ingen aftaler på plads, og du skal være meget, meget rig, hvis du vil købe Fekir, siger Aulas.