Noble: Carroll er et stort savn
Andy Carroll må sidde tre dage i skammekrogen for West Ham efter sit røde kort mod Swansea, og profilen Mark Noble erkender, at skarpretterens fravær er et stort savn.
West Ham kom tilbage på sporet, da de i weekenden besejrede Swansea 2-0 på hjemmebanen, men et rødt kort til den tilbagevendte profil, Andy Carroll, var en streg i regningen for London-klubben.
Midtbaneprofilen Mark Noble erkender, at angriberen bliver svær at undvære, men tror stadig, at hårdt arbejde kan skaffe dem de nødvendige resultater i de kommende kampe.
– At have Andy [Carroll] suspenderet er naturligvis et stort savn for os, forklarede Noble til London Evening Standard.
– At have ham tilbage på holdet i den form, og så at miste ham i tre kampe mere bliver hårdt for holdet, men vi må grave dybt, og sikre os resultaterne uden ham, fortsatte den engelske midtbanespiller.
– Alle skal tage del, og arbejde hårdt for at sikre os tre point i de næste par kampe.
To vitale opgør venter forude for West Ham, der møder først Aston Villa på udebane, inden Norwich kommer til Boleyn Ground runden efter.