Big Sam: Elsker, når Mourinho tuder!
Det var en spydig og særdeles utilfreds Mourinho, der mødte pressen, efter at Chelsea onsdag aften måtte nøjes med 0-0 hjemme mod West Ham.
West Ham stod ganske defensivt kampen igennem. Man kan vel ligefrem sige i kommentator-termer, at de ‘parkerede bussen’, efter kampen var netop dén taktik noget, som Mourinho kritiserede voldsomt overfor de fremmødte journalister:
– Det er jo svært at spille en fodboldkamp, når det kun er et hold, som vil spille. En fodboldkamp handler om to hold, der spiller, udtalte en utilfreds Mourinho og fortsatte:
– Det her er ikke Premier league, det her er ikke verdens bedste liga, det er fodbold fra det 19. århundrede.. Det eneste jeg kunne have gjort bedre, var at tage en boremaskiner med, en boremaskine til at bore et hul i muren.
Da West Ham-manager Sam Allardyce hørte om Mourinhos kommentarer, havde han ikke meget tilovers, han mener nemlig, at han udmanøvrerede portugiseren på taktik-brættet og at Mourinho konstant brokker sig:
– Han (Mourinho red.) kan ikke tage det, han kan bare ikke tage det – jeg vidste, at han ville reagere sådan, siger Allardyce og fortsætter med at stikke til sin manager-kollega:
– Han kan snakke så meget han vil, jeg giver ikke en skid for det. Han kan ikke tage, at vi udmanøvrede ham fuldstændig.
– Det er dejligt, at få et resultat mod ham. Jeg elsker når Chelsea brokker sig. Det er gode gamle José, der brokker sig endnu engang, slutter den engelske manager.
Med 0-0 resultatet, så skal Chelsea for alvor bruge et resultat, når man på mandag møder Manchester City, hvis man vil hænge på i toppen af Premier League.