Mourinho: Terry ikke en sikker succes
Chelsea-anføreren ser gerne sig selv i en trænerrolle når karrieren er ovre, men selvom man er en ledertype på banen, er det ikke pr. automatik lig med succes som manager, mener Mourinho.
– Du kan sagtens være en leder på banen, men alligevel komme i problemer når du skal være lederen udenfor kridtstregerne. Der er ingen garantier selvom du er en stor spiller, siger Chelsea-manager Jose Mourinho.
John Terry er nemlig begyndt på at tage kurser og få træner-licenser, netop med tanken om at blive i fodboldens verden når han vælger at stoppe den aktive karriere.
– Du kan sagtens blot være en ordinær spiller uden særlig stor klang i omklædningsrummet, og alligevel blive en stor manager. Der er ingen forbindelse mellem hvor stor en spiller du er og hvor stor en manager man kan blive.
Mourinho mener til gengæld, at Terry også skal koncentrere sig om at spille, da han stadig har mere at give af.
– Han skal stadig være fokuseret på at spille, og det er også hvad han bedst kan lide.