Coutinho: Tøvede ikke med Liverpool-skifte
Philippe Coutinho nyder livet i Liverpool og arbejder hele tiden på at forbedre sig, så de kan spille Champions League i næste sæson.
Den brasilianske kreatør skiftede fra Inter til Merseyside for et lille år siden, og han skulle ikke bruge lang tid på at blive en favorit blandt Liverpool-fansene.
– Liverpool er en stor klub med kæmpe traditioner, og manglen på trofæer de seneste år har gjort det mere udfordrende. Liverpool tilbød mig en ny start, så jeg skulle ikke tænke to gange over det, udtaler han til ESPN.
Coutinho mener også, at Rodgers’ spillestil har gjort det lettere for ham at tilpasse sig i det engelske.
– Liverpools spillestil har hjulpet mig meget. Vi spiller med hurtige berøringer og en masse speed fremad banen. Det passer godt til mig, og jeg har tilpasset mig hurtigere, end jeg havde regnet med.
The Reds besidder i øjeblikket fjerdepladsen sammen med Tottenham og har et enkelt point ned til Everton. Coutinho håber, at de også er i top fire, når sæsonen er færdig.
– Folk her i England siger, at det er den mest konkurrencedygtige sæson nogensinde. Vi har startet sæsonen rimelig god, og det var naturligt, at folk blev begejstret, men vi må tage en kamp ad gangen. Det er vigtigt for Liverpool at kvalificere sig til Champions League – det er helt sikkert slutter han.