Parker: Erfaring vil redde os
Fulhams Scott Parker tror, at spillernes erfaring i tilspidsede situationer gør, at klubben vil redde endnu en sæson i Premier League.
“The Cottagers” har blot hentet 19 point i deres 21 kampe i denne sæson, hvilket efterlader klubben på en 16. plads blot to point over den faretruende nedrykningsstreg.
Den erfarne midtbanespiller, Scott Parker, har tidligere været involveret i bundstriden i West Ham og tror på, at han og de andre aldrende Fulham-spillere vil forhindre nedrykning.
– Alder er ikke en begrænsning, som nogen siger. Vi har en af de ældste trupper, men det kan du vende om og sige, at vi har meget erfaring, fortæller Parker til The Sun.
– Jeg synes ikke, der har været mange kampe, hvor vi har underpræsteret eller ikke arbejdet hårdt nok. Erfaring kan kun hjælpe. Når du har været i disse situationer før, ved du, hvad der skal gøres.
Damien Duff, Dimitar Berbatov, John Arne Riise, Brede Hangeland, Aaron Hughes, Steve Sidwell, Giorgos Karagounis, Clint Dempsey og naturligvis Scott Parker er alle over 30 år, hvorfor de ifølge Parker har en stor rolle at spille i den resterende del af sæsonen.
– Vi har mange ældre spillere her. Store spillere som Duff, Hangeland og Berbatov. De har alle en stor erfaring og spillet i store klubber. Det kan kun være positivt.
– Vi har også nogle unge spillere i truppen. Jeg synes, det giver os en god balance, der forhåbentligt kan få os til at rykke i tabellen, slutter englænderen.
Fulham er netop nu på en hård opgave, hvor man gæster Arsenal på Emirates.