Mel-ankomst glæder Mulumbu
West Bromwich ansatte for nyligt Pepe Mel som ny manager i klubben, og det glæder Youssouf Mulumbu, som mener, at der venter spændende tider i klubben.
Den spanske taktiker har overtaget styringen af klubben efter Steve Clarke, og selvom hans manglende evne til at tale engelsk kan føre til enkelte begyndelsesvanskeligheder, ser Mulumbu frem til at samarbejde med Mel.
– Det her bliver sandsynligvis sæsonens hårdeste uge, men det må du også forvente, når der kommer en ny manager, udtaler congoleseren til Birmingham Mail efter Mels første træningssession og uddyber:
– Det var ret spændende. Han er spanier, så han vil selvfølgelig spille god fodbold. Han viste os de taktikker, han vil benytte, og vi arbejdede som sædvanligt. Han vil ændre mentaliteten – angrib, spil god fodbold.
– Til første træning forventer vi alle, at han fortæller, hvordan han vil have os til at bruge bolden. Vi skal være klar til Everton på mandag.
– Det er svært for ham, for han snakker ikke engelsk, men, som de siger, fodbold er et sprog, alle snakker. Jeg er ret spændt. Vi har blot brug for selvtilliden og at vide, at vi er et godt hold. Vi har nogle fantastiske spillere at angribe med. Det bliver en fremragende test mod Everton – også må vi se, om vi kan besvare de ubesvarede spørgsmål.