- Hangeland-retur er et massivt boost
Fulham-manager, René Meulensteen, glæder sig over, at midterforsvarer, Brede Hangeland, er returneret fra sin skadespause, og kalder det for et massivt boost i kampen om overlevelse i Premier League.
Den norske midterforsvarer, Brede Hangeland, er returneret fra sin skadespause, som har stået på siden oktober sidste år. Det forventes, at den 32-årige midtstopper vil gøre comeback i aftenens FA Cup-kamp mod Norwich City.
– Det er et massivt boost at have ham tilbage, fordi han har været her længe og kender klubben ud og ind, udtaler Meulensteen til Fulham Chronicle, og tilføjer:
– Han ved, hvor vigtigt det er at komme tilbage på sporet, og han har været meget frustreret over sin skade.
– Han er en erfaren midterforsvarer, som er rolig på bolden og samtidig i stand til at spille bolden ud af bagkæden og op til midtbanespillerne.
Den knap to meter høje Hangeland nåede at spille otte Premier League-kampe fra start, inden han pådrog sig en skade i iskiasnerven tilbage i oktober-måned.