Poyet håber på permanent Ki-aftale
Ki Sung-Yueng bliver i Sunderland resten af sæsonen, men Sunderland-manager, Gus Poyet, håber, at klubben kan indgå en permanent aftale med den sydkoreanske midtbanespiller. Det skriver ESPN.
Swansea-lejesvenden, 24-årige Ki Sung-Yueng, har imponeret under sit ophold i Sunderland. Michael Laudrup har meldt ud, at han ikke har i sinde at tilbagekalde Ki Sung-Yueng, og derfor er Gus Poyet blevet optimistisk omkring at tilføje den sydkoreanske midtbanespiller på en permanent kontrakt.
– Jeg håber, at vi får en chance for at gøre et eller andet i denne måned, udtaler Poyet til the Journal, og tilføjer:
– De havde en mulighed for at tilbagekalde ham, men den mulighed er væk nu, så det vil forhåbentlig styrke vores chancer.
– Det er meget vigtig, at han er glad. Det betød utrolig meget for ham at score (mod Fulham i lørdags red.). Han løb tværs gennem banen for at fejre det. Og det viser, hvor meget han bekymrer sig.
– Jeg tror, at han nyder sin nye position længere fremme på banen, og når han spiller der, kan han få det til at fungere for os. Jeg ønsker spillere med den mentalitet, og jeg tror, at han har været den mest stabile spiller med min måde at spille på.
Ki Sung-Yueng har spillet 17 Premier League-kampe i indeværende sæson. Sydkoreaneren står noteret for to fuldtræffere og tre assists.