Rodgers hylder Sturridge-comeback
Brendan Rodgers hylder den indflydelse Daniel Sturridge fik efter sin indskiftning mod Stoke, hvor han også bidrog med en scoring.
I en topunderholdende kamp kom Sturridge på banen ved stillingen 3-2 til Liverpool, og lynhurtigt fandt han ind i samarbejdet med Luis Suarez. Han leverede en assist til Suarez, samtidig med at han også selv kom på tavlen.
Den 23-årige havde ellers siddet ude i de sidste syv uger med en ankelskade, men han viste ingen tegn på rust i sit comeback, og Rodgers var ovenud tilfreds med angriberens tilbagevenden.
– I den tidligere del af anden halvleg kom de for nemt igennem i vores højre side. Jeg var nød til at træffe en beslutning, som ville forhindre dem i at bryde igennem der, fordi vi var foran 3-2, siger Rodgers og fortsætter:
– Vi var nød til at ofre unge Philippe Coutinho, og så kom Jordan Henderson ud i højre side. Det gav os mulighed for at bruge Daniels hurtighed på kontraangreb.
Der er ingen tvivl om, at Liverpool besidder et utrolig giftigt angreb, når både Suarez og Sturridge er til rådighed.