Solskjær: Bellamy kan gøre forskellen
Ole Gunnar Solskjær tror på den aldrende veteran Craig Bellamy, og håber at hans tilbagevenden kan hjælpe problemramte Cardiff til overlevelse.
Cardiff City led et hårdt nederlag, da West Ham i går tog sejren på walisernes egen hjemmebane, og for alvor involverede oprykkerne i den drabeligt tætte nedrykningskamp.
Opgøret bød dog på sjælden spilletid til veteranen Craig Bellamy, og den nye Cardiff-manager, Ole Gunnar Solskjær håber på, at den rutinerede Bellamy kan hjælpe Cardiff til overlevelse.
– Han kan gøre en stor forskel for fansene, og for holdet. Man kan tydeligt høre, hvor meget fansene gerne vil have ham på holdet, og det samme vil jeg, for han er en meget erfaren spiller, der har prøvet både at spille i toppen, og i bunden af Premier League. Han har været rundt omkring i ligaen, og jeg er glad for de 45 minutter han spillede, forklarede Solskjær efter opgøret.
Med gårsdagens nederlag røg Cardiff under nedrykningsstregen, og næste weekend venter den sværest mulige opgave for waliserne, når Manchester City byder op til dans på Etihad Stadium.