Eikrem om skifte: Let beslutning
Ole Gunnar Solskjærs første indkøb i Cardiff, Magnus Wolff Eikrem, fortæller, at han ikke behøvede meget betænkningstid, da han fik tilbuddet om at skifte den hollandske Æresdivision ud med den engelske Premier League.
Solskjær fik dårligt sat sig i sædet, før han kunne præsentere sin første ‘signing’. Det var landsmanden, Magnus Wolff Eikrem, han tog med sig til Wales. Den norske midtbanespiller afslører i et interview med Sky Sports, at det var en ganske let beslutning at skifte til Cardiff, og at holdkammeraterne allerede har taget rigtig godt imod ham.
– Det var en let beslutning, da jeg hørte, at Heerenveen havde fået et tilbud fra Cardiff. Det krævede virkelig ingen betænkningstid, og jeg skiftede så hurtigt, som jeg kunne, forklarer Wolff Eikrem ifølge Sky Sports.
– Drengene er store, og de har taget sig godt af mig. Træningen har været rigtig god, og det er virkelig et skridt op for mig, tilføjer den norske playmaker.
Magnus Wolff Eikrem kender desuden Ole Gunnar Solskjær rigtig godt, i og med han var en del af den helt store årgang i Molde, som sikrede klubbens første og sidenhen andet mesterskab i historien. Den 23-årige midtbanespiller har kun positivt at sige om sin manager.
– Jeg så, hvilken type leder han var i Molde. Fokuset var det samme hele tiden. Det handlede om at få os til at spille godt igen og få alle til at nyde spillet, fortæller nordmanden om sin tid i Molde.
– Da vi kæmpede i bunden af tabellen, sagde han bare, hvor gode spillere vi var, og vi bare skulle fortsætte, som vi gjorde sidste år, siger han til slut.
Magnus Wolff Eikrem har ligesom Solskjær en fortid i Manchester United, men den ellers talentfulde midtbanespiller slog aldrig for alvor igennem og nåede derfor ikke at blive en del af førsteholdstruppen.