Wilshere: Stolthed på spil mod Spurs
Arsenals lovende midtbanespirrevip, Jack Wilshere, understreger vigtigheden og den stolthed, der er på spil, når Spurs og Arsenal tørner sammen i et vaske ægte London-derby.
Premier League er som bekendt på standby i denne weekend, men heldigvis kan de hungrende fans stille sulten, når der er FA Cup på programmet. Det kribler også i Jack Wilshere, når han kigger frem til mødet mod Tottenham Hotspur i aften.
– Der er meget stolthed på spil. Spillerne ved det, og de føler også presset, så vi er klar, og vi ved, at de er klar, så vi kan ikke undervurdere dem, forklarer den unge playmaker til klubbens egen hjemmeside og uddyber:
– Af en eller anden grund løfter alle spillere niveauet. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er det, fordi fansene forventer en sejr. De vil ikke tabe.
– Det er min favoritkamp i sæsonen. Jeg elsker den slags kampe. Man hæver niveauet, og man vil ikke tabe. Når man går ind på banen, siger man til sig selv: ‘Vi kan ikke tabe den her. Lige meget hvad, så kan vi ikke tabe den her’, lyder det afslutningsvis fra Jack Wilshere frem mod London-derbyet.
Emirates sætter i aften rammen om det intense derby, og det hele går løs kl. 18:15. PLbold.dk følger op på det, der sagtens kan udvikle sig til en drabelig duel.