Annonce
Annonce
Foto: Lasse Trøstrup Broe
Fynsk stortalent på prøve hos Everton
Den talentfulde angriber Oliver Rimmen, der til dagligt tørner ud for fynske Dalum IF, er blevet inviteret til Liverpool i den kommende uge.
Rimmen, der er en teknisk, hurtig og afslutningsstærk angriber, fik Evertons opmærksomhed i sommerferien, da han sammen med resten af Dalums U15-mandskab deltog ved et internationalt stævne i Polen.
Dalum slog Evertons akademimandskab med hele 3-0 ved den lejlighed. Unge Oliver Rimmen fik vist sig frem på bedste vis, da han to gange brød igennem Everton-forsvaret og fik netmaskerne til at blafre bag den engelske keeper.
Oliver Rimmen scorede desuden mål mod både Malmö FF og Al-Ain ved turneringen, som blev besigtiget af talentspejdere fra flere engelske klubber, blandt andre Manchester City og Fulham.
Mål og oplæg er rutine hver weekend for den vævre målsluger. Rimmen og resten af Dalums elitedrenge spiller til dagligt i den jysk/fynske Vest 1-række, hvor man i foråret opnåede en tredjeplads.
En af Rimmens trænere i Dalum IF, Kristian Overgaard, ser gode perspektiver i den unge mand. Selvom man har masser af spændende talenter i Odense-forstaden, så har Rimmen noget specielt, mener han:
– Oliver besidder nogle kvaliteter, der gør ham til en ekstremt spændende fodboldspiller, siger Kristian Overgaard til PLBOLD.dk og uddyber:
– Udover at være teknisk dygtig og utrolig hurtig, så har Oliver også evnen til at være kampafgørende på egen hånd. Noget som mange danske fodboldspillere ikke er i stand til, vurderer han.
Unge Oliver Rimmen, der i øvrigt er fætter til FC Basels Daniel Høegh, får selskab af sin mor samt træneren Henrik Kromann under opholdet på Merseyside.
En del danskere har tidligere tørnet ud for The Toffees på Goodison Park. Af dem kan nævnes navne som Thomas Gravesen, Per Krøldrup og en anden tidligere Dalum-spiller, Lars Jacobsen.
Annonce