Klopp vil hente Lewandowski til Anfield
Den nye Liverpool-chef Jürgen Klopp vil endnu en gang forenes med den polske målmaskine Robert Lewandowski. Lewandowskis agent har antydet, at angriberens fremtid sagtens kan være at finde væk fra Allianz Arena, og Klopp er klar til at forsøge at friste ham væk fra det sydlige Tyskland.
Liverpool har allerede angriberne Christian Benteke, Daniel Sturridge, Danny Ings og Divock Origi, mens Mario Balotelli er udlejet til AC Milan, som forventes at gøre brug af frikøbsklausulen i lejeaftalen, der blev indgået denne sommer.
Til trods for den bugnende andel af angribere i Liverpool-truppen vil Klopp ikke tøve, hvis muligheden for at købe Lewandowski kommer. Den nye Kop-manager hentede Lewandowski til Borussia Dortmund fra Lech Poznan i 2010 efter et skifte til Blackburn faldt igennem, da spillerens flyvetur til England blev aflyst grundet vulkanudbruddet på Island.
Han blev sidenhen en helt på Signal Iduna Park, men blev igen upopulær, da han skiftede til de bitre rivaler Bayern München i 2014 på en fri transfer. Klopp har tidligere identificeret Lewandowski som spilleren, der har givet ham mest glæde som manager.
– Den største glæde man kan få er, når man henter en spiller fra Polen, fra en lille klub, og ser ham spille, som han gør idag. Forskellen mellem den spiller vi hentede, og den spiller, han er idag, er utrolig, fortalte han, mens Lewandowski fortsat spillede i Dortmund.
Den polske målmaskine har været i sensationel form denne sæson, hvor han blandt andet scorede fem mål på ni minutter mod Wolfsburg for Bayern München, og sidenhen slukkede Skotlands EM-kvalifikationshåb med to mål på Hampden Park, og dermed spillede 2-2 med skotterne.