Transferkomité blokerede disse to signings for Rodgers
Efter tre år i Liverpool blev Brendan Rodgers i søndags fyret og står til at blive erstattet af Jürgen Klopp.
Efter fyringen har der været meget snak i den engelske presse om, hvorfor Brendan Rodgers ikke fik det til at fungere, og her bliver klubbens transferkomité i den grad nævnt.
Brendan Rodgers var et af flere medlemmer i transferkomitéen, men den nordirske manager måtte flere gange se sig nedstemt.
Det var især tilfældet sidste sommer, hvor Brendan Rodgers ønskede at hente 31-årige Ashley Williams og 26-årige Ryan Bertrand.
Den respekterede journalist Ian Ladyman fra Daily Mail skriver, at den nu tidligere Liverpool-manager blev nedstemt grundet spillernes aldre. Klubben ville helst ikke bruge mange millioner kroner på spillere over 24 år.
Adam Lallana var den eneste spiller over 24 år, som klubben valgte at investere stort i under Brendan Rodgers' tid i klubben med en pris på £25 millioner.