Medie: Van Gaal dikterer frokostordningen hos United
Den legendariske hollandske manager, Louis van Gaal, har gennem sin karriere skabt mange kontroverser grundet sine sære metoder på træningsbanen, men nu har hollænderen også taget sine metoder med til frokostpausen på træningsanlægget Carrington.
Således forklarer en kilde til Daily Mail, at Manchester United-bossen har ændret i strukturen i kantinen, og nu egenhændigt bestemmer, hvilket bord, der først får lov at tage for sig af retterne. Det meddeler mediet forud for aftenens vitale opgør mod Wolfsburg.
Mediet meddeler også, at spillerne stadig forsøger at fange logikken i denne ændring, og om rækkefølgen er baseret på træningsindsats, men ingen skulle endnu have regnet ud, hvorfor van Gaal har besluttet sig for på denne måde at diktere frokostordningen.
Hollænderen har desuden fået installeret runde borde til at erstatte de rektangulære borde, da han ønsker mere kommunikation mellem spillerne, også i frokostpausen.
Kantineordning eller ej, har Manchester United fået en skidt start på Champions League-kampagnen, og er efter nederlaget til PSV nærmest pisket til at hente fuld gevinst i aftenens hjemmekamp mod Wolfsburg, der altså fik tre point i den første spillerunde.