Schneiderlin: Vi har forbedret os
Manchester United slog tyske Wolfsburg i går aftes hjemme på Old Trafford, da Juan Mata og Chris Smalling sørgede for de to scoringer i 2-1-sejren.
Og sejren blev den fjerde i træk for Louis van Gaal og co., der har forbedret deres præstationer og ikke kun resultater, lyder det fra Morgan Schneiderlin, der for første gang fik fuld spilletid i en Champions League-kamp.
– Jeg føler virkelig, at vi har forbedret os, fortalte Schneiderlin ifølge Manchester Evening News efter kampen.
– I starten af sæsonen talte folk om, at vi fik gode resultater, men at vi ikke leverede gode præstationer.
– Det har jeg ikke hørt mere til i de seneste par uger; de brokker sig ikke over vores spillestil, og det er udelukkende fordi, at vi har forbedret os.
– Vi kan også klart se det på træningsbanen. Vi er blevet meget bedre på bolden, og vi spiller fodbold med meget høj kvalitet.