Cattermole: Derfor var nederlaget frustrerende
Med nederlaget til Manchester United i lørdags er Sunderland nu bundprop i Premier League, efter at Dick Advocaat og co. har spillet to uafgjorte kampe og lidt fem nederlag.
I første halvleg på Old Trafford var gæsterne fra Sunderland ellers rigtig godt med, fordi De Røde Djævle på ingen måde kunne finde rytmen i spillet. Men en sen scoring af Depay bragte værterne foran blot få sekunder inden pausefløjt.
– Vi var med i kampen, men målet lige før halvleg betød meget, forklarede Cattermole efter kampen.
– Det var frustrerende for os, fordi vi kunne høre tilskuerne og se frustrationerne i deres spillere. Samtidig kunne man også se, hvad vi havde arbejdet med i dagene op til kampen på banen.
– Vi beviste i første halvleg, hvor organiserede vi var, men målet tog pusten fra os, og da de så scorede kort tid inde i anden halvleg, vendte det hele rundt og det var skuffende.
– Nu er vi nødt til at komme videre, gerne så hurtigt som muligt, fordi de næste seks eller syv kampe bliver vigtige for os.
Kampen endte med endnu et mål til Manchester United, da Juan Mata scorede til 3-0 i det sidste minut af den ordinære spilletid.