Lukaku lynede i vildt Everton-comeback
Fra kampens start var det tydeligt, at ingen af holdene ønskede at tabe opgøret. Før kampen var begge mandskaber ubesejret i tre Premier League-kampe i træk og det var måske netop det, der fik håndbremsen til at sidde stramt i kampens indledning. Ross Barkley havde et fint forsøg for Everton, der efter 30 minutter var det mest bemærkelsesværdige i kampen.
Det skulle der dog blive lavet om på snart. Der var spillet 41 minutter, da Saido Berahino fik The Hawthorns til at bryde ud i jubel. West Bromwich udnyttede en fejl fra Gareth Barry og da bolden endte for fødderne af Berahino, var den unge angriber kølig i sin afslutning.
Kort inde i anden halvleg blev det også 2-0 til West Bromwich. Craig Dawson mødte et hjørnepsark og stangede bolden ind bag en chanceløs Tim Howard – så havde The Baggies pludselig en tomålsføring.
Det holdt dog ikke mere end 27 sekunder. Ja, du hørte rigtigt, 27 sekunder. Spanske Gerard Deulofeu lagde en lang bold efter Lukaku og så gjorde belgieren det onde ved sin tidligere klub. 2-1.
Efterfølgende vågnede Everton op og det var tydeligt, at West Bromwich var bange for at miste de tre point, en frygt, der skulle blive ganske reel i sidste ende.
Efter 75 minutter nettede Everton så igen. Der var udligning på menuen, da Arouna Koné efter 75 bankede den i kassen fra ganske tæt hold. Ingen chance for Myhill i hjemmeholdets mål og så stod det pludselig 2-2.
Det lå i luften, at der skulle komme flere mål og det kom der så. Efter 84 minutter fuldendte Romelu Lukaku Evertons flotte comeback og vekslede pludselig nul point til tre af slagsen. Igen var det en Gerard Deulofeu-pasning, der fandt Lukaku, som med lidt held fik den skrabet over stregen. Lukaku jublede ikke da han var på besøg i sidste sæson, men her til aften fik den fuld skrue.
Everton vinder kampen med 2-3 og er dermed oppe på en delt femteplads i Premier League. West Bromwich er fortsat nummer 14.

