West Ham overlevede skydetelt på Etihad
Manchester City var storfavorit efter deres fantastiske sæsonstart, men West Ham kom til opgøret med masser af selvtillid i bagagen, efter udesejre over både Arsenal og Liverpool i sæsonindledningen.
Og gæsterne spillede frisk til fra start. Ikke mange minutter var spillet før Victor Moses nærmede sig City-feltet upresset, og det udnyttede lejesvenden til at svinge et tørt hug, som passerede Joe Hart i hjemmeholdets mål.
Chokstarten fik hjemmeholdet, der havde Kevin De Bruyne med fra start for første gang, til at vågne op, og hjemmeholdet pressede efter scoringen gæsterne, der dog konstant var en trussel på kontra. Efter en halv times spil fik de et tvivlsomt hjørnespark tildelt, og efter klumpspil i feltet endte læderet hos Diafra Sakho, der prikkede bolden i mål, og øgede West Ham-føringen til 2-0.
Efterfølgende væltede hjemmeholdet i chancer, men det var først kort før pausen, at de fik bragt sig tilbage i opgøret, da Agüero fandt Kevin De Bruyne foran på kanten af feltet. Herfra kapitulerede belgieren med stor akkuratesse, og reducerede til 2-1 med sin første scoring i den himmelblå trøje.
City fortsatte presset efter pausen, og tilspillede sig igen et væld af chancer, men stærke indsatser af især Winston Reid og Adrian i West Hams bagerste geled, afviste i flere omgange hjemmeholdets offensive kanoner. Med en halv time igen havde Yaya Toure chancen fra klods hold, men ivorianeren bankede bolden snert forbi kassen.
Hjemmeholdet fortsatte ivrigt presset, og var gentagende gange gæster i West Ham-feltet, og med fem minutter igen måtte Adrian diske op med en verdensklasse redning, da Otamendi forsøgte sig efter et hjørnespark.
Bolden ville ikke ind for duksene, der ellers havde fortjent bedre, og dermed endte det 2-1 til The Hammers, der sikrede sig tre nye flotte point mod et af ligaens absolut stærkeste hjemmehold.